Slots- og Ejendomsstyrelsen (SES) har med sine ca.1.600.000 m², fordelt på ejede- og lejede kontorejendomme og slotte, en stor mængde genopretnings- og renoveringsprojekter. Til det benytter SES sig i stigende grad af digitalt udbud og har netop rundet 50 gennemførte digitale udbud. 

"Arbejdsbyrden, og dermed omkostningerne ved de mange projekters udbud, lettes betragteligt igennem digitaliseringen og frigiver dermed mere tid til kernekompetencerne hos SES, og hos de tilknyttede rådgiveres medarbejdere", udtaler John Corell Nilsson, Ejendomsansvarlig hos SES.

Alle former for udbud kan afholdes via RIB/Byggeweb uanset udbudsform og størrelse. Den digitale udbudsproces er langt mere effektiv for både udbuds- og tilbudsgiver, risikoen for at der utilsigtet begås fejl er minimal og der er betydelige ressourcemæssige og økonomiske besparelser at hente. Udbudsværktøjet muliggør en enkel og sikker metode til afholdelse af udbud, som overholder alle fastsatte standarder og lovgivning.